Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen udgav for nylig debatbogen ”De Anstændige”, hvori de angriber en række danske forskere, heriblandt mig, for at være, hvad de kalder for ”anstændige”.
Jeg synes, at de to forfattere er et par værre røvhuller!
Med dette udsagn skulle jeg mene, at jeg ikke længere kan betegnes som ”anstændig”, og at Stjernfelt og Eriksens angreb dermed falder til jorden. Samtidig kan de to forfattere heller ikke imødegå, at de er et par røvhuller. For hvis de siger:
1) Nej, vi er ikke et par røvhuller, så indlemmer de sig selv blandt de anstændige.
Og hvis de siger:
2) Du har ret til at mene, at vi er et par røvhuller, så placerer de jo netop mig blandt de uanstændige.
Så ikke engang de første to kort til deres korthus, kan Stjernfelt og Eriksen få op at stå.
Og da de to lærde skribenter endvidere har valgt debatformen til deres bog frem for at basere deres udsagn på forskning, er de tilsyneladende ikke forpligtet til at dokumentere deres påstande, ligesom de tilsyneladende har frit løb til overdrivelser og fejlagtige gengivelser.
Selvopfundet konstruktion
“De Anstændige” er Fredrik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens opfølgende bog på en anden debatbog “Adskillelses Politik.
I Stjernfelt og Eriksens univers er de “anstændige” lig med modstanderne, som er de tolerante, de høflige, de som ikke vil krænke, og de som var imod publicering af Muhammad-karikaturtegningerne. Ifølge Stjernfelt og Eriksen følger de ”anstændige” et nyt omfattende adfærdskodeks med et “stadig voksende antal regler, latterlige og morbide, alt imens der måske spilles indirekte på den ulykke man kan påkalde sig, hvis de nye regler ikke overholdes.” (s.12-13).
Desuden mener de “anstændige”, ifølge Stjernfelt og Eriksen, at tonen i debatten kan styres, så man helt undgår krænkelser, diskrimination og voldelig forfølgelse af mindretal.
Flere ting skurrer i mine ører her:
Én ting er, at det er vanskeligt at genkende disse positioner i virkeligheden.
En anden ting er, at forfatterne kritiserer de ”anstændige” for at moralisere, mens de selv igen og igen forfalder til selvsamme moralisering.
Men værst er det, at INGEN af forfatternes fremstillinger har referencer. De repræsenterer tilsyneladende forfatternes helt eget verdenssyn, og bogen går så ud på at forstå den konstruktion, som de selv har bygget op.
Ingen kildekritik
Stjernfelt og Eriksen er henholdsvis professor og lektor på Århus Universitet. Jeg formoder, at de underviser og også har studerende til vejledning. Jeg formoder således også, at de lærer deres studerende altid at have referencerne i orden.
Stor må de studerendes forbløffelse derfor være, hvis de læser deres læreres bog. For på trods af flere siders stærkt kritiske kommentarer til min forskning, er der ingen – INGEN – referencer til nogen af mine publikationer. I stedet refererer de to til, hvad andre debattører med samme politiske ærinde har skrevet om min forskning. Det gælder iøvrigt for en række andre eksempler i både “De Anstændige” og “Adskillelsens Politik”, at forfatternes lommefilosofiske overvejelser fremføres med meget begrænset henvisning til primærkilderne.
De eneste kilder, der ligger til grund for deres kritik af min forskning og for at kategorisere mig som ”anstændig”, er Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabets to darlings, sociologerne Henning Bech og Mehmet Necef, som tidligere i år også udkom med en debatbog, ”Er danskerne racister?”.
Alene dette kildevalg kan forbløffe: Henning Bech er mest kendt for sin seksualitetsforskning, mens han aldrig har beskæftiget sig med racisme og lignende spørgsmål før.
Og Mehmet Necef har tilsyneladende en høj status hos DOCUMENT.no, hvor blandt andre webmaster Hans Rustad begejstres over bogen (se fx www.document.no/2013/01/ny-bok-piller-rasismeforskning-fra-hverandre gå eventuelt ind på denne hjemmeside og søg ”Mehmet Necef”). Det taler således for sig selv, hvor i det ideologiske landskab, de befinder sig.
Bech og Necefs debatbog er fyldt med fejl og mangelfuld, hvad angår referencer.
Når Stjernfelt og Eriksens eneste kilde er Bech og Necefs bog, er det vel ikke overraskende – omend akademisk trist og useriøst – at de blot gentager og forstærker fejlene. Det skal nævnes, at Stjernfelt og Eriksen også bruger en avisanmeldelse af Bech og Necefs bog som kilde. Dog gør de det uden at gøre opmærksom på, at det er Stjernfelts kollega på Weekendavisen, der har skrevet anmeldelsen.
Er der dog ikke en studerende, der kan lære de to lærde herre noget om kildekritik?
Konteksten udelades
Udover at have et mere end løst forhold til kildekritik, har Stjernfelt og Eriksen tilsyneladende heller ikke helt forstået, hvordan man arbejder med kontekst.
I deres kritik af min forskning taler de bl.a. om det forkerte i “at fjerne konteksten.” Utroligt, når man i fodnote 12 på debatbogens side 403 finder et drop så stort, at det næsten fortjener en You-Tube eksponering.
På baggrund af Bech og Necefs “Er danskerne racister?” skriver Stjernfelt og Eriksen: “Hvis fx en person siger, at han ikke vil bryde sig om, at hans datter gifter sig med en indvandrer, så behøver dette udsagn ikke at være tegn på racisme, men kan lige så vel være motiveret i personens generelle ide om indvandrere – – at de gennemsnitlig har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, at det er et stort mindretal med islamistiske anskuelser, som måske ikke vil behandle hans datter, som han kunne ønske det.”
Ikke alene er gengivelsen vredet helt ud af sin historiske kontekst. Stjernfelt og Eriksen har også omskrevet eksemplet fra Bech og Necefs bog, og det er nu helt uigenkendeligt. Se her hvordan:
I mit eksempel er personen en politimand. Politimanden bliver i et mere end et time-langt interview for 15 år siden spurgt, hvordan han ville have det, hvis hans 18-årige datter kom hjem med en sort mand fra New York!
Stjernfelt og Eriksens udsagn om arbejdsmarkedet og islamistiske anskuelser er således fuldstændig fri fantasi, skrevet ind i et eksempel, som de ikke har sat sig ind.
Desuden har jeg aldrig påstået, at politimandens udtalelser er tegn på racisme, som de to forfattere skriver. Hvis de havde læst originalteksterne, så havde de også opdaget, hvilken tilgang til racisme og nyracisme – og teoretisk fundament – mine bøger bygger på. Men også den kontekst udelader de.
Nyrup citatet
Det kan også fremstå lidt komisk, at samtidig med at de angriber mig for ”at fjerne konteksten”, udelukker de selv konteksten i deres kritik af, hvad vi kan kalde Nyrup-eksemplet. Lad mig uddybe:
I en bog af Andre Gingrich og Marcus Banks skriver jeg i 2006 om valgkampen op til folketingsvalget i 2001 bl.a.:
“Here are some quotes and paraphrasings of opinions presented to the press during the months prior to the elections.”
Muslims are just waiting for the right moment to kill us. (Mogens Camre, MP, Fremskridspartiet (The Progress Party))
Certain people pose a security risk solely because of their religion, which means that they have to be placed in internment camps. (Inge Dahl Sørensen, MP, Venstre (Denmark’s Liberal Party))
If you try to legislate your way out of these problems [Muslim organisations], it is a historical rule that rats always find new holes, if you cover up the old ones. (Poul Nyrup Rasmussen, *<*titel> Socialdemokratiet (The Social Democrats))
We need to prevent immigrants and their descendants from finding their spouses in Turkey, Pakistan and Somalia.
(Birthe Rønn Hornbech, MP, Venstre”)
Eksemplerne følges blandt andet af mit ræsonnement:
Rather than simply representing ‘exotic’ illustrations within a debate on themes of immigration and refugees, these examples, chosen from among many, are better understood as expressions of the neo-nationalism that had emerged in Denmark in the course of the 1990s, and which perhaps peaked during the election campaign. Central to this nationalim is the redefinition of a Danish nation consisting of people who rightfully defend themselves against people from non-Western countries, particularly Muslims (2006:93)
Stjernfelt og Eriksens kritik går på, at at jeg bruger ordet “muslimske” om de muslimske organisationer Hizb-ut-Tahrir og Minhaj-ul-Quran, når Nyrup ikke selv bruger ordet direkte. At de to forfattere så selv bruger betegnelsen ”extreme politiske”, får deres kritik til at fremstå useriøs, da Nyrup-citatet jo heller ikke indeholder den vending.
Der skal ikke herske tvivl om, at Nyrup har sagt, hvad han er parafraseret for. Den redaktionelle forklaring ”muslimske organisationer” i en hård parentes er min hjælp til den engelsksprogede læser, som ellers ikke har en chance for at forstå den større kontekst og undertekst, som gør sig gældende. Alligevel overtager Stjernfelt og Eriksen ukritisk den værdiladede betegnelse ”citatfusk” fra Weekendavisens anmeldelse af Bech og Necefs bog.
Hvis Stjernfelt og Eriksen (og Bech og Necef for den sags skyld) havde sat sig ind i debatten i slutningen af oktober 2001 fremfor beredvilligt og ideologisk at springe al kontekst over, så ville de også vide, på hvilken baggrund Nyrup udtalte sig:
Få dage forinden valgte Nyrup nemlig at aflyse et møde med, hvad der i medierne blev omtalt som “muslimske organisationer” (herunder Minhaj-ul-Quran) med henvisning til, at han ikke ville mødes med fundamentalister. Det blev han kritiseret heftigt for af en række kristne med rod i missionsorganisationer, som ikke ser muslimers tro på, at Koranen er åbenbaret af Gud til profeten Muhammed som fundamentalisme. I samme periode var der tillige politisk krav om at forbyde Minhaj-ul Quran, ligesom nogle biskopper talte om religionskrig.
Og en gennemgang af debatten på daværende tidspunkt viser videre, at muslimske læsere, kristne, det Konservative Folkeparti og Venstre læste Nyrups udtalelser på præcis samme måde, som jeg gengav i artiklen “The Emergence of Neo-nationalism in Denmark, 1992-2001” og i bogen “The Annoying Difference.”
Med et fint ord så springer Stjernfelt og Eriksen altså det “intertekstuelle” over for at få deres egen såkaldte uanstændighed til at passe.
Bemærk i øvrigt, at Nyrup altså aflyste et møde med muslimer– en dialog – samtidig med, at han talte om at bekæmpe fundamentalisme med åben, kritisk og direkte dialog i dagslys.
Akademisk dovenskab
Denne debatbog giver en fornemmelse af, at akademikere som Stjernfelt og Eriksen, samt Bech og Necef, har svært ved at skabe opmærksomhed med deres forskning alene. I stedet forfalder disse højtuddannede personer til akademisk populisme, hvor kolleger angribes populistisk, mens de selv nærmest gør sig selv “dummere”, end de er.
Det ville derfor være et stærkt skridt, hvis lederne på de akademiske institutioner, hvor de fire arbejder, undersøgte om der er gået lønmidler og forskningsmidler derfra til at tilsmudse kolleger på uredelig uakademisk vis. Jeg vil mene, at alle fire i en eller anden grad vel er forpligtet til at fremstå som rollemodeller for de studerende.
Med debatbogen ”De Anstændige” får man desværre mere indtryk af, at Stjernfelt og Eriksen bruger deres selverklærede position som ”uanstændige” til at retfærdiggøre en akademisk dovenskab. En dovenskab der betyder, at de ikke gider slå citater og parafraser op i originalkilderne, og i stedet for at bedrive forskning skriver udokumenterede debatbøger.