Author: Peter Hervik

“A project with and about Women in Egypt, post 25 January Revolution”

Outline by Mette Toft Nielsen, Samar Roushdy and Peter Hervik

“A backlash against women’s rights emerged in post-revolutionary Egypt”. This is the opening sentence of a study published in 2012 examining why Egyptian women have been loosing rights after the 25 January revolution in 2011 (Dawoud, 160:2012). One year later, on 12 November 2013, the Thomson Reuters Foundation concluded that Egypt is the worst country for women in the Arab world when it comes to “violence against women, reproductive rights, treatment of women within the family, their integration into society and attitudes towards a woman’s role in politics and the economy”.
 As the studies referred to above prove, women’s rights in Egypt are facing significant challenges, particularly after the 25 January revolution. This must be understood as an important threat to the development of the country, as we believe that one of the biggest assets of the Egyptian society lays in its women, particularly young women. Such belief is based on previous experience as university professor at Cairo University (AAU representative). Sadly the lack of inclusion and participation of women makes it hard to improve these rights, as the women seldom have an influence on the societal matters.

In 2009 the now toppled president, Hosni Mubarak, provided a quota in parliament for women, additional to other laws to protect and increase the rights of women (Dawoud, 161:2012). However, we do not believe that giving the women specific privileges, based on the fact that they are women, are enough to solve the challenges faced by women in Egypt. We believe women are counterparts to men, therefore we want to apply a new and different approach to the field of women studies: We focus on identities and personal experiences, recognising the Egyptian women as individuals, rather than a focus on women as a homogenous group in the society, who only needs gender-related rights. Thus we believe that the identities of the Egyptian women are fluid, ever-changing compositions. Through this project we would like to get an insight in their experience of living through these different identities as well as get to know how they would like to develop such identities in the future. Through our study we want to stress the fact that women are equal to men, thus in addition to women’s rights, they need human rights, one of which is inclusion. We believe such inclusion can only be achieved through influence and to gain influence one needs to speak up and express the perspectives and ideas one believe in.

Our aim is for the Egyptian women to develop skills and tools allowing them to participate in the public debate in Egypt, for them to be included and have an influence on the post-revolutionary society, especially matters related to women’s rights. To get an insight in their lives, we will interview women of different backgrounds and talk with them about being a woman in Egypt, especially after the 25 January revolution (2011). We will host workshops to develop their debating and presentation skills, allowing them to address the topics they have identified to be of importance in the interviews. This because, we want them to develop skills and tools that are of directly relevance for them. To improve our understanding and ability to relate to what the women address, we will initiate the project with a factual overview of how the situation of women in Egypt has changed during the past decades. Finally, through a book, we will bring all of this information to different audiences: Egyptians and other MENA citizens as well as Westerners and others who find the topic interesting.

Photos: Sarita Marchesi 

Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen udgav for nylig debatbogen ”De Anstændige”, hvori de angriber en række danske forskere, heriblandt mig, for at være, hvad de kalder for ”anstændige”.

Jeg synes, at de to forfattere er et par værre røvhuller!

Med dette udsagn skulle jeg mene, at jeg ikke længere kan betegnes som ”anstændig”, og at Stjernfelt og Eriksens angreb dermed falder til jorden. Samtidig kan de to forfattere heller ikke imødegå, at de er et par røvhuller. For hvis de siger:

1) Nej, vi er ikke et par røvhuller, så indlemmer de sig selv blandt de anstændige.

Og hvis de siger:

2) Du har ret til at mene, at vi er et par røvhuller, så placerer de jo netop mig blandt de uanstændige.

Så ikke engang de første to kort til deres korthus, kan Stjernfelt og Eriksen få op at stå.

Og da de to lærde skribenter endvidere har valgt debatformen til deres bog frem for at basere deres udsagn på forskning, er de tilsyneladende ikke forpligtet til at dokumentere deres påstande, ligesom de tilsyneladende har frit løb til overdrivelser og fejlagtige gengivelser.

Selvopfundet konstruktion

“De Anstændige” er Fredrik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens opfølgende bog på en anden debatbog “Adskillelses Politik.

I Stjernfelt og Eriksens univers er de “anstændige” lig med modstanderne, som er de tolerante, de høflige, de som ikke vil krænke, og de som var imod publicering af Muhammad-karikaturtegningerne. Ifølge Stjernfelt og Eriksen følger de ”anstændige” et nyt omfattende adfærdskodeks med et “stadig voksende antal regler, latterlige og morbide, alt imens der måske spilles indirekte på den ulykke man kan påkalde sig, hvis de nye regler ikke overholdes.” (s.12-13).

Desuden mener de “anstændige”, ifølge Stjernfelt og Eriksen, at tonen i debatten kan styres, så man helt undgår krænkelser, diskrimination og voldelig forfølgelse af mindretal.

Flere ting skurrer i mine ører her:

Én ting er, at det er vanskeligt at genkende disse positioner i virkeligheden.

En anden ting er, at forfatterne kritiserer de ”anstændige” for at moralisere, mens de selv igen og igen forfalder til selvsamme moralisering.

Men værst er det, at INGEN af forfatternes fremstillinger har referencer. De repræsenterer tilsyneladende forfatternes helt eget verdenssyn, og bogen går så ud på at forstå den konstruktion, som de selv har bygget op.

Ingen kildekritik

Stjernfelt og Eriksen er henholdsvis professor og lektor på Århus Universitet. Jeg formoder, at de underviser og også har studerende til vejledning. Jeg formoder således også, at de lærer deres studerende altid at have referencerne i orden.
Stor må de studerendes forbløffelse derfor være, hvis de læser deres læreres bog. For på trods af flere siders stærkt kritiske kommentarer til min forskning, er der ingen – INGEN – referencer til nogen af mine publikationer. I stedet refererer de to til, hvad andre debattører med samme politiske ærinde har skrevet om min forskning. Det gælder iøvrigt for en række andre eksempler i både “De Anstændige” og “Adskillelsens Politik”, at forfatternes lommefilosofiske overvejelser fremføres med meget begrænset henvisning til primærkilderne.

De eneste kilder, der ligger til grund for deres kritik af min forskning og for at kategorisere mig som ”anstændig”, er Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabets to darlings, sociologerne Henning Bech og Mehmet Necef, som tidligere i år også udkom med en debatbog, ”Er danskerne racister?”.
Alene dette kildevalg kan forbløffe: Henning Bech er mest kendt for sin seksualitetsforskning, mens han aldrig har beskæftiget sig med racisme og lignende spørgsmål før.
Og Mehmet Necef har tilsyneladende en høj status hos DOCUMENT.no, hvor blandt andre webmaster Hans Rustad begejstres over bogen (se fx www.document.no/2013/01/ny-bok-piller-rasismeforskning-fra-hverandre gå eventuelt ind på denne hjemmeside og søg ”Mehmet Necef”). Det taler således for sig selv, hvor i det ideologiske landskab, de befinder sig.

Bech og Necefs debatbog er fyldt med fejl og mangelfuld, hvad angår referencer.
Når Stjernfelt og Eriksens eneste kilde er Bech og Necefs bog, er det vel ikke overraskende – omend akademisk trist og useriøst – at de blot gentager og forstærker fejlene. Det skal nævnes, at Stjernfelt og Eriksen også bruger en avisanmeldelse af Bech og Necefs bog som kilde. Dog gør de det uden at gøre opmærksom på, at det er Stjernfelts kollega på Weekendavisen, der har skrevet anmeldelsen.
Er der dog ikke en studerende, der kan lære de to lærde herre noget om kildekritik?

Konteksten udelades

Udover at have et mere end løst forhold til kildekritik, har Stjernfelt og Eriksen tilsyneladende heller ikke helt forstået, hvordan man arbejder med kontekst.
I deres kritik af min forskning taler de bl.a. om det forkerte i “at fjerne konteksten.” Utroligt, når man i fodnote 12 på debatbogens side 403 finder et drop så stort, at det næsten fortjener en You-Tube eksponering.

På baggrund af Bech og Necefs “Er danskerne racister?” skriver Stjernfelt og Eriksen: “Hvis fx en person siger, at han ikke vil bryde sig om, at hans datter gifter sig med en indvandrer, så behøver dette udsagn ikke at være tegn på racisme, men kan lige så vel være motiveret i personens generelle ide om indvandrere – – at de gennemsnitlig har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, at det er et stort mindretal med islamistiske anskuelser, som måske ikke vil behandle hans datter, som han kunne ønske det.”
Ikke alene er gengivelsen vredet helt ud af sin historiske kontekst. Stjernfelt og Eriksen har også omskrevet eksemplet fra Bech og Necefs bog, og det er nu helt uigenkendeligt. Se her hvordan:

I mit eksempel er personen en politimand. Politimanden bliver i et mere end et time-langt interview for 15 år siden spurgt, hvordan han ville have det, hvis hans 18-årige datter kom hjem med en sort mand fra New York!
Stjernfelt og Eriksens udsagn om arbejdsmarkedet og islamistiske anskuelser er således fuldstændig fri fantasi, skrevet ind i et eksempel, som de ikke har sat sig ind.
Desuden har jeg aldrig påstået, at politimandens udtalelser er tegn på racisme, som de to forfattere skriver. Hvis de havde læst originalteksterne, så havde de også opdaget, hvilken tilgang til racisme og nyracisme – og teoretisk fundament – mine bøger bygger på. Men også den kontekst udelader de.

Nyrup citatet

Det kan også fremstå lidt komisk, at samtidig med at de angriber mig for ”at fjerne konteksten”, udelukker de selv konteksten i deres kritik af, hvad vi kan kalde Nyrup-eksemplet. Lad mig uddybe:

I en bog af Andre Gingrich og Marcus Banks skriver jeg i 2006 om valgkampen op til folketingsvalget i 2001 bl.a.:

“Here are some quotes and paraphrasings of opinions presented to the press during the months prior to the elections.”

Muslims are just waiting for the right moment to kill us. (Mogens Camre, MP, Fremskridspartiet (The Progress Party))

Certain people pose a security risk solely because of their religion, which means that they have to be placed in internment camps. (Inge Dahl Sørensen, MP, Venstre (Denmark’s Liberal Party))

If you try to legislate your way out of these problems [Muslim organisations], it is a historical rule that rats always find new holes, if you cover up the old ones. (Poul Nyrup Rasmussen, *<*titel> Socialdemokratiet (The Social Democrats))

We need to prevent immigrants and their descendants from finding their spouses in Turkey, Pakistan and Somalia.
(Birthe Rønn Hornbech, MP, Venstre”)

Eksemplerne følges blandt andet af mit ræsonnement:

Rather than simply representing ‘exotic’ illustrations within a debate on themes of immigration and refugees, these examples, chosen from among many, are better understood as expressions of the neo-nationalism that had emerged in Denmark in the course of the 1990s, and which perhaps peaked during the election campaign. Central to this nationalim is the redefinition of a Danish nation consisting of people who rightfully defend themselves against people from non-Western countries, particularly Muslims (2006:93)

Stjernfelt og Eriksens kritik går på, at at jeg bruger ordet “muslimske” om de muslimske organisationer Hizb-ut-Tahrir og Minhaj-ul-Quran, når Nyrup ikke selv bruger ordet direkte. At de to forfattere så selv bruger betegnelsen ”extreme politiske”, får deres kritik til at fremstå useriøs, da Nyrup-citatet jo heller ikke indeholder den vending.

Der skal ikke herske tvivl om, at Nyrup har sagt, hvad han er parafraseret for. Den redaktionelle forklaring ”muslimske organisationer” i en hård parentes er min hjælp til den engelsksprogede læser, som ellers ikke har en chance for at forstå den større kontekst og undertekst, som gør sig gældende. Alligevel overtager Stjernfelt og Eriksen ukritisk den værdiladede betegnelse ”citatfusk” fra Weekendavisens anmeldelse af Bech og Necefs bog.

Hvis Stjernfelt og Eriksen (og Bech og Necef for den sags skyld) havde sat sig ind i debatten i slutningen af oktober 2001 fremfor beredvilligt og ideologisk at springe al kontekst over, så ville de også vide, på hvilken baggrund Nyrup udtalte sig:

Få dage forinden valgte Nyrup nemlig at aflyse et møde med, hvad der i medierne blev omtalt som “muslimske organisationer” (herunder Minhaj-ul-Quran) med henvisning til, at han ikke ville mødes med fundamentalister. Det blev han kritiseret heftigt for af en række kristne med rod i missionsorganisationer, som ikke ser muslimers tro på, at Koranen er åbenbaret af Gud til profeten Muhammed som fundamentalisme. I samme periode var der tillige politisk krav om at forbyde Minhaj-ul Quran, ligesom nogle biskopper talte om religionskrig.
Og en gennemgang af debatten på daværende tidspunkt viser videre, at muslimske læsere, kristne, det Konservative Folkeparti og Venstre læste Nyrups udtalelser på præcis samme måde, som jeg gengav i artiklen “The Emergence of Neo-nationalism in Denmark, 1992-2001” og i bogen “The Annoying Difference.”

Med et fint ord så springer Stjernfelt og Eriksen altså det “intertekstuelle” over for at få deres egen såkaldte uanstændighed til at passe.

Bemærk i øvrigt, at Nyrup altså aflyste et møde med muslimer– en dialog – samtidig med, at han talte om at bekæmpe fundamentalisme med åben, kritisk og direkte dialog i dagslys.

Akademisk dovenskab

Denne debatbog giver en fornemmelse af, at akademikere som Stjernfelt og Eriksen, samt Bech og Necef, har svært ved at skabe opmærksomhed med deres forskning alene. I stedet forfalder disse højtuddannede personer til akademisk populisme, hvor kolleger angribes populistisk, mens de selv nærmest gør sig selv “dummere”, end de er.

Det ville derfor være et stærkt skridt, hvis lederne på de akademiske institutioner, hvor de fire arbejder, undersøgte om der er gået lønmidler og forskningsmidler derfra til at tilsmudse kolleger på uredelig uakademisk vis. Jeg vil mene, at alle fire i en eller anden grad vel er forpligtet til at fremstå som rollemodeller for de studerende.

Med debatbogen ”De Anstændige” får man desværre mere indtryk af, at Stjernfelt og Eriksen bruger deres selverklærede position som ”uanstændige” til at retfærdiggøre en akademisk dovenskab. En dovenskab der betyder, at de ikke gider slå citater og parafraser op i originalkilderne, og i stedet for at bedrive forskning skriver udokumenterede debatbøger.

”Er danskerne racister?” er en ny debatbog, der fik en masse medieomtale og Pia Kjærsgaard til at juble. Den frikender nemlig danskerne for det nationalkarakteristiske træk: at være racister. Budskabet var givet på forhånd, for bogens forfattere, Mehmet Necef og Henning Bech, har tidligere været ude med samme budskab og hver gang har teksterne været fyldt med fejl og blevet degraderet fra forskning til ”indlæg i debatten.”

En debat omkring racisme i Danmark skulle ellers være velkommen. Det er vigtigt at undgå racisme, da det er skadeligt for samfundet. Derfor må vi tage emnet seriøst og undersøge, hvad der foregår i Danmark. Også når en politimand med henvisning til meterologen Maria Hørby udtaler, at en afrikansk kvinde ikke skal have mulighed for at læse en dansk vejrudsigt op.

Men at spørge om danskerne er racister, tjener ingens interesse. Derimod ville det tjene rigtig mange gode interesser i stedet at spørge, hvorvidt faktiske begivenheder, udsagn og handlinger i Danmark og nabolandene er udtryk for noget, vi som samfund og nation skal passe på.

Hvis Necef og Bech vil afvise, at der er racisme i Danmark, så giver det ikke mening ensidigt at afvise den ene forskers arbejdsmetoder efter den anden, som deres bog gør fra ende til anden. Kæden på deres cykel er hoppet af, allerede inden de går i gang, hvis de altså overhovedet har haft en cykel at sidde på.

Vinklen i Necef og Bechs bog er national-karakteristisk, og dermed lukker de sig inde i et lille hjørne, hvor der stort set ikke eksisterer forskning! Debat er godt, men hvad er bidraget her andet end forfatternes benægtelser? Og skal debatten i givet fald ske på basis af en bog, der hævder, at hele indvandrerforskningen har snydt? Skal den handle om personangreb i dansk forskning? Eller skal den handle om racisme i Danmark?

Det er direkte underholdende, når Pia Kjærsgaard i forbindelse med bogens udgivelse konstaterer, at der aldrig har fundet racisme sted i Danmark. Som stærk forkvinde for Dansk Folkeparti smider hun jo folk ud af sit parti for racistiske holdninger! På den ene side taler hun moraliserende og normativt om, hvordan tingene burde være, og på den anden side virker hendes klassiske benægtelse af racisme som en positiv selv-fremstilling, der igen tjener til at alliere sig med og forsvare dansk-sindede vælgere, som ikke kan lide de negative associationer med Danmark og foretrækker at tænke: ”Vi er ikke racister. Vi er ikke et racistisk samfund.”

I Necef og Bechs kritik af indvandrerforskningen i Danmark de sidste 20 år er jeg af de forskere (indvandrerforskere, omtales vi), som de forsøger at provokere gennem påstande om fifleri med et Nyrup-citat i oktober 2001; påstande om forkerte tolkninger af interviews med en politimand og en edb-ekspert; og kritik af at jeg have brugt avisartikler leveret af MedieWatch i 2001.

I øvrigt har jeg aldrig selv været indvandrerforsker. Jeg forsker i nyhedsmediernes dækning af etniske og religiøse minoriteter i Danmark samt hvordan danske baggrundsforståelser bliver dannet ud fra mediedækningen. Det har blandt andet ført til erkendelsen af, at folk opfatter de etniske minoriteter som ”gæster” med alt, hvad det fører med sig.

Medieopmærksomheden skete, mens jeg var på Klitgården i Skagen til seminar. Dér havde jeg ikke adgang til mit gamle materiale, som Necef og Bechs kritik tager udgangspunkt i. Nu har jeg kigget på det, og konklusionen er klar: Forfatternes påstande er platte og useriøse.

Lad mig tage påstandene én ad gangen:

Ifølge forfatterne bruger jeg en udtalelse af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) som bevis for at hævde, at racismen er stigende i Danmark.

Helt i tråd med den diskussion af indholdet af racisme i en antropologisk og sociologisk betydning, som jeg når frem til i ”Mediernes Muslimer” og den nyeste ”The Annoying Difference”, så kobler jeg ikke på noget tidspunkt Nyrups udtalelse og racisme sammen. Hvis de to forfattere havde brugt mindre tid på at opfinde spøgelser og mere tid på at læse min definition af racisme og hvilke tre elementer, som bør indgå i enhver diskussion om, hvorvidt en begivenhed eller et udsagn udgør racisme, så ville de aldrig have kunnet komme frem til deres påstand.

I den kritiserede artikel (fra 2006) skriver jeg i starten:

“Here are some quotes and paraphrasings of opinions presented to the press during the months prior to the election:”

Citater og parafraser er med Mogens Camre, Inge Dahl Sørensen, Poul Nyrup Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech og Anders Fogh Rasmussen.

Først og fremmest må de to forfattere lære, at parafrase er ikke det samme som citat. Det gælder uanset om det er forskning eller samfundsdebat.

Forfatterne hævder, at jeg fifler med Nyrups udtalelse, som kom i forbindelse med et interview i Jyllands-Posten i 2001.
Nyrup sagde: ”Prøver man at lovgive sig ud af problemerne, er der en sort historisk regel, der bekræfter os i, at rotterne altid kommer op igennem nye huller, hvis vi tildækker de gamle”.

Min gengivelse lyder i engelsk parafrase:
”If you try to legislate your way out of these problems (concerning Muslim organizations), it is a historical rule that rats always find new holes, if you cover up the old ones.”
Ifølge Jyllands-Posten slår Nyrup fast, at ”Hizb-ut-Tahrir, Minhaj ul-Quran, nazister og andre fundamentalistiske grupper ikke skal eller kan forbydes, men bekæmpes med ord”.

Necef og Bech mener derfor, at det er forkert, når jeg i parentes skriver muslimske organisationer.
For en god ordens skyld vil jeg slå fast, at både Hizb-ut-Tahrir og Minhaj-ul-Quran er muslimske organisationer. Og hvad angår nazister, så var der på daværende tidspunkt i 2001 kun et fåtal erklærede nazister i Danmark, og de udgjorde ingen trussel.

Endvidere – Nyrup kom med udtalelsen til Jyllands-Posten få uger efter al-Quedas terrorangreb i New York; midt i en valgkamp med temaet indvandrere/flygtninge/muslimer; og kun få måneder efter, at Det Radikale Venstre med massiv pressedækning beskyldte den muslimske daværende politiker Mona Sheikh for at være fundamentalist, fordi hun var medlem af en underorganisation af den muslimske organisation Minhaj-ul-Quran.

Konteksten og logikken taget i betragtning, så kan man ikke komme uden om, at Nyrup refererer til muslimske organisationer, og at han faktisk sidestiller muslimske organisationer med nazister, hvilket gør hans udtalelse endnu mere kontroversiel. Samtidigt er det værd at bemærke, at muslimske organisationer, Venstre og De Konservative den gang kritiserede Poul Nyrup for i sin udtalelse at være gået for langt i forhold til, hvad man kan sige om netop muslimer.
Den næste påstand handler om en politimand og en edb-ekspert. Necef og Bech hævder i deres bog, at jeg ser stigende racisme på baggrund af udtalelser fra disse to enkeltpersoner.

En journalist ringer derfor og spørger:
Et interview med en politimand i 1998, der ville være ked af at få en mørklødet som svigersøn. Er det korrekt, at du på den baggrund konkluderer, at der er nyracistiske?

Mit svar hertil er:
Nej. Politimanden fortæller, at han handler neutralt i sit job. Men han fortæller også, at hvis han fik en sort amerikaner i familien, ville det vende sig i maven på ham. Det er ikke racisme, men et element i racisme. Det er først det øjeblik, han begynder at praktisere en forskelsbehandling af mennesker med eksempelvis en anden hudfarve i sit job, at man kan tale om racisme. Jeg har i min forskning påvist et historisk forløb, hvor der i stigende grad er nogle borgerne, som bliver set som uforenelige med danskhed, men det er ikke det samme som at sige, at der er udbredt nyracisme i Danmark.

Politimandens udtalelse er et uddrag af længerevarende interviews med 55 personer á 1-3 timers varighed og udført i 1998. Interviewene handlede om folks bekymringer og tanker omkring indvandring, efterkommere og flygtninge.

Politimanden siger, at han på arbejdet behandler alle lige, men hjemme vil han have svært ved at acceptere, hvis datteren kom hjem med en mørkhudet kærest. En edb-mand siger tilsvarende, at han ikke har noget principielt mod fremmede, men hans personlige grænse overskrides dog, hvis hans datter kommer hjem me en somalier eller en indvandrer.” “Jeg gør mig ikke bedre, end jeg er. Jeg ville ikke bryde emig om, at hun giftede sig med en muslim. Eller en tyrker.”

Lige meget hvor meget Necef & Bach hævder det, så viser mine publikationer, at to enkeltpersoners udsagn ikke bruges til at vise racisme. Igen – havde de læst mine publikationer ordentligt, så ville de vide, hvad mine præmisser for at diskutere racisme er i en faglig sammenhæng.

Enhver seriøs forsker ved også, at der ikke er frit valg på hylderne for, hvordan man kan fortolke interviews. I de flere timer lange samtaler, som blev optaget på bånd og transkriberet, er indholdet i sætningen set i en del af en større sammenhæng, som vi forskere er nødt til at være loyal overfor.

Derfor kan Necef og Bech heller ikke bare påstå: ”Jeg tror sgu det handler om køn i stedet for, din fusker!” Men ved at lægge forskningens grundprincipper på hylden, så mener de tilsyneladende, at de kan gøre som de vil.

I interviewet talte politimanden, som vi valgte at kalde Ove, også om en kollega, som havde været ved at falde ned af stolen, da han første gang så Marie Hørby på tv. Maria Hørby er sort, adopteret, og den første kvindelige vejrvært. Selv supplerede Ove med at sige, at det er naturligt at blive overrasket; “en neger fra Afrika burde ikke kunne udtale sig om vejret i Danmark.” Ligeledes fortæller han om sin oplevelse af, at det er lettere for ham, at omgås folk, der er hvide, end folk der er mørke i huden. Han virker usikker over, hvordan han skal forholde sig til de mørke.

Jeg kan ikke tolke det anderledes end, at Ove har en vis træghed og bekymring omkring foreneligheden af mørkhudede personer og hans nærmeste familie og omgangskreds.

Jeg bruger ikke eksemplerne til at tale om racisme, men som led i en argumentation, hvor en særlig talemåde knytter sig til det offentlige rum, og en anden delt privat opfattelse, som ikke normalt kommer til udtryk, men som alligevel omslutter Ove’s tænkning. Således kan der være tale om to forskellige erfaringsrum. Det er disse, jeg forsøgte at kortlægge.

Et tredje kritikpunkt i Necef og Bechs debat-univers handler om, at jeg – i bogen Mediernes Muslimer (2002) – refererer til citater i medierne med MedieWatch som kilde og ikke Infomedia. MedieWatch bestyres af Bashy Quraishy, der ifølge de to forfattere har et klart politisk ærinde og dermed er upålidelig.

Men come on, Necef og Bech: Infomedia blev først oprettet i november 2002, og indsamlingen af artikler foregik fra maj-august 2001!

Hvis Necef og Bech havde ulejliget sig med at læse den kontrakt, som blev indgået med Mediewatch, havde de kunne læse, at et klart krav til MedieWatch var en systematisk indsamling af danske mediers dækning af religion, hvilket bl.a. indebærer indsamling af artikler. Kontrakten blev indgået efter en prøve-periode, hvor jeg tjekkede alle aviser, som skulle indgå i undersøgelsen. .

I stedet for at bruge deres egne aversioner mod Bashy Quraishy til at så tvivl om min undersøgelses lødighed, så ville det have været mere overbevisende, hvis Necef og Bech havde set på de 800 artikler om religion, som indgår i undersøgelsen.

Er der nogle artikler, tendenser og perspektiver fra perioden 15. maj til 15. august 2001, som de mener mangler? Og hvilke af artiklerne skulle være håndplukkede af MedieWatch?

Som et indlæg på ”Nationen”

Medieomtalen af Necef og Bechs bog har været stor. Men det er brandærgerligt at konstatere, at den største interesse har samlet sig om at fyre op under en mulig konflikt mellem forskere, og at bogens fejlagtige påstande ikke er blevet underlagt et kritisk tjek.

De enkelte nyhedsmedier synes desværre fortabt i kampen om at være sekunder hurtigere end konkurrenterne og på bekostning af lødighed og korrekthed.

Lad mig derfor slå fast: Necef og Bech tillægger mig konklusioner, som jeg intetsteds drager. Et simpelt dobbelttjek af kilder ville have afsløret dette.

Dernæst – Der er ikke hold i deres påstand om, at jeg ændrer citater og overfortolker mine forskningsresultater. Også dét kunne med lethed tjekkes.

Der er ganske enkelt tale om en ikke-nyhed, og den har omtrent samme forskningsmæssige værdi som et indlæg på ”Nationen.” Og når Necef og Bech nedværdiger sig til at jagte sensationen og kaste med mudder for 15 sekunders berømmelse, så er vi havnet et skidt sted.